Ode til den ny kartoffel

Det er kartoffeltid. Langs vejene står der boder med poser fyldt med fristende, små nyopgravede kartofler.

De første gange, man køber dem, skal de bare koges og nydes som slik. Det er svært at få rester til næste dag. Men koger man nok, kan det lade sig gøre.

Enten til almindelige kartoffelmadder  med purløg, salt og peber.

Eller til en salat – en mild olie/eddike dressing – evt. med et skvæt hyldeblomstkoncentrat, kartofler, agurk og dild – smagen af midsommer.

Eller sammen med røget fisk – en mad med kartofler og røget laks. Eller med røget makrel – endnu en sommerspecialitet.

De små gule knolde er lige nu så lækre, at man kunne skrive en ode til dem, hvis man da ellers havde en poetisk åre.

Oh, du lille gule knold…. øøh … som kan spises varm og kold.
Du blev købt ved alfarvej, megadyr, det syntes jeg  Du blev købt ved bondens bod
og din smag var sød og god.???

Nej – den poetiske åre har vist fået åreknuder. Gør mod andre, som du ønsker, de vil gøre mod dig, siger man, så det vil jeg ikke gøre mod jer.

Men jeg vil køre en lille tur i weekenden – finde en bod med kartofler og skeje lidt ud og købe et par poser.

Sommer i Danmark.

God weekend.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.