Nippemad: Laksetartar af røget laks

Man behøver ikke at købe de fine, store skiver laks, når man skal lave laksetartar. En pakke med det, de kalder ‘lakserester’ er lige så god – og en hel del billigere. Kig godt på pakken og vælg en, hvor der er så lidt brunt i som muligt.

Gå laksestykkerne igennem for eventuelle uspiselige stumper – og giv dem til katten – den er ikke så pernitten, når det gælder laks (eller rejer, eller kød, eller….).

Hak laksen – ikke for fint – i lynhakkeren sammen med 1 spsk rødløg, 1 lille syltet agurk, et drys sennepskorn og friskkværnet peber.

Spises sammen med godt brød – helst noget, der ikke smager for kraftigt i sig selv – og grøn salat eller agurkeskiver. Eller måske sammen med kolde skiver af nye kartofler? Med et drys purløg? Mulighederne for at forny sin nippemad er uendelige. Og det ER jo kartoffelsæson nu.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.