Projekt ‘Tøm Fryseren’: Hindbærmarmelade

Nu starter projekt ‘Tøm Fryseren’. De bær, der er til overs fra sidste år – dem, jeg har gået og sådan lidt dumnærigt sparet på – sådan lidt ‘til hvis’, skal nu bruges. For der er kun kort tid tilbage, før buskene bugner igen.

Første projekt blev hindbærmarmelade.

Hindbærmarmelade er meget populær hos vores gæster hele sommeren, så det skal der altid være nok af. Jeg lavede marmelade af to et halvt kilo hindbær, men for nemheds skyld, skriver jeg her opskriften for ét kilo – så kan man selv gange op.

1 kilo hindbær
500 g sukker
Et par spiseskefulde sukker mere
3 tsk Rød Melatin
Atamon til skylning af glassene.

Lad hindbærrene tø op i en gryde og bring dem langsomt i kog. Lad bærrene koge i små 10 minutter. Gå ikke for langt væk fra gryden. Men brug bare de 10 minutter fornuftigt.

Tilsæt sukkeret og bring langsomt i kog igen. Lad marmeladen koge i 2 minutter. Bland 3 tsk Rød Melatin med 2-3 spiseskefulde sukker og drys det i – ‘under omrøring’, som der står på posen. Pisk det i. Brug piskeriset i stedet for en grydeske – så er det meget lettere at undgå klumper. Lad nu marmeladen koge i yderligere 2 minutter, og hæld den så på atamonskyllede glas, som skal lukkes med det samme.

Udover at være en lækker ting at have i huset, er hindbærmarmelade en god værtindegave. Brug et kønt glas, sæt en lillle stofhætte på, bind med havesnor og lav eventuelt en sød etiket.

Etiketter laver jeg i Powerpoint, klipper ud og sætter på med limstift. Limen fra en limstift er vandopløselig, og det gør det lettere at fjerne etiketten, når glasset skal bruges igen til en ny slags marmelade. For kønne glas skal bruges mere end én gang.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

One thought on “Projekt ‘Tøm Fryseren’: Hindbærmarmelade”

Der er lukket for kommentarer.