Efter besøget på Molskroen i lørdags har planen været at forsøge sig frem med en salat med æble og basilikum, inspireret af deres ‘syltede æblekugler vakumeret med basilikum’. I går blev konceptet testet, og det virker. Æble og frisk basilikum er en ny blanding i min mund, men helt klart også et nyt hit. Krydret, frisk, sødt og sprødt på én gang.
Skræl et æble og skær det i tynde skiver. Læg skiverne i salatskålen og dryp med lidt citron, så de ikke bliver brune.
Skær agurk i meget tynde skiver, en lille tomat i små både, hak lidt rødløg, skær lidt iceberg og hak en god håndfuld friske basilikumblade. Bland det hele sammen og dryp det med basilikumolie.
Basilikumolien lavede jeg ved at blende rapsolie med rigeligt basilikum. Nu skal den stå og trække i nogle dage, hvorefter den skal sies, så kun den fine grønne og duftende olie er tilbage. I går tog jeg bare et par skefulde af olien fra glasset, hvor det står og trækker. Det er ikke blevet smukt endnu, men det smager, som det skal.
Salaten blev spist til en rest lasagne og med hjemmelavede hvidløgsbrød – brød smurt med superstærkt hvidløgssmør og ristet i oven.
Nem og god mad til en onsdag, hvor vejret rettede sig, og alle var i sving ude til klokken alt for mange.
Bondemanden fræsede urtehaven. Hunden legede med sin bold, katten med en ny ven, som den senere åd. Og jeg – jeg priklede alle kålplanterne, der nu er voksne nok til at få en potte hver. Om kort tid skal der plantes til i urtehaven. Så er alt stort nok til at undgå de sultne fasaners og duers grådige næb.
Godt torsdag.