Drama i dalen

Mor og kalv har det fint. Lad os starte der, for lykkelige slutninger er nu de bedste.

Men det var tæt på at gå grueligt galt. Mineralmangel. Man kan dø af mineralmangel. Når man er en ko, kan det gå meget hurtigt. Ved mineralmangel kan en stor anstrengelse – og at kælve må jo nok siges at være en stor anstrengelse – give kramper, lammelser og i sidste ende føre til en ulykkelig bortgang fra de jordiske græsmarker.

Bess er 9 år gammel, hun har fået 7 kalve, og hun er generelt i fin form. En ko i sin bedste alder. En sød ko, en stille ko, der ikke gør så meget væsen af sig, og som er tilfreds med sit lod som ‘en ko i midterfeltet’. Hun kælvede i søndags, alt gik godt, men i går morges lidt i seks fandt Bondemanden hende liggende livløs i engen.

Vagtdyrlægen blev tilkaldt, og han gav hende en mineralblanding som drop. Umiddelbart så der ikke ud at ske nogen ændring, og vi var bange for, at det var for sent. Men lidt efter lidt kom der liv i øjnene, og – stærkt opmuntret af os, der skubbede og puffede til hende, og af kalven, der hele tiden havde trippet rundt og møh’et til hende – kom Bess på benene igen – vaklende, men oppe. Reddet.

Nu skal vi holde øje med hende, og hun skal have ekstra mineraler i en tid. Hun laver jo litervis af piskefløde til den lille, og det kræver sin ko.

Køerne har haft adgang til mineraler hele tiden, så vi skænkede da ikke potentiel mineralmangel en tanke. Men ét er adgang – noget andet er, om de har benyttet sig af den adgang. Det havde hun ikke, så det ud til. Fra nu af bliver der serveret ekstra guf med mineralblanding i til de vordende og nye mødre.

God onsdag – og husk din vitaminpille – med mineraler.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

One thought on “Drama i dalen”

Der er lukket for kommentarer.