Krydderurtegris med sprød svær

Det sidste stykke kamsteg – et stykke på et kilos penge – fra den halve gris, vi købte i sommer, stod for tur. Men selvom det var det sidste stykke, og der skulle vises kødet fuld respekt, var det alt for meget forår til respekt i traditionel forstand (læs: med rødkål).

Jeg måtte ud og se, hvad haven kunne byde på. Det var ikke meget – der var minus 3 igen i nat. På marken var der rim på græsset, mens slåenbuskene var begyndt at blomstre på sydsiden. Kampen mellem vinter og vår – mellem godt og ondt, mellem Harry Potter og Voldemort. Den evige…..

Men krydderurterne er begyndt at skyde, og det blev til stor håndfuld skud fra krydderurtebedet: løvstikke og purløg, citronmelisse og et enkelt skud mynte. Med revet citronskal fra en halv citron og to fed hakket hvidløg blev det fyldet.

Jeg stak en lang kniv lige midt igennem stegen på langs – og proppede fyldet ind.

Så blev kødet lagt i et ovnfast fad med lidt vand i bunden og sat i en kold ovn, der blev tændt på 150 grader. Den var klar efter et par timer – (test om stegen er gennemstegt ved at stikke i den og se, om kødsaften er klar – hvis den er lyserød, skal den have lidt længere).

Til sidst blev vandet hældt op i en gryde til sovs og skummet af for fedt, mens stegen fik lidt grill, så sværene kunne blive sprøde – det lykkedes at få den ud lige i tide – det går hurtigt, så hold et øje på den!

Mens stegen stod og sundede sig oven på den behandling, lavede jeg sovsen.

Vandet fra stegen ( der havde fået smag af krydderurterne), en sjat kartoffelvand og en sjat fløde – plus lidt kulør. For bondemanden nægter at spise grisesteg med hvid sovs. Og jeg er enig – det ser bare ikke rigtigt ud. Sovsen blev jævnet med en tsk Maizena rørt ud i vand.

Med kartofler og sprød fennikelsalat blev det endnu en kurfyrstelig (lørdags)middag.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

One thought on “Krydderurtegris med sprød svær”

  1. har du en løvstikke til overs?
    vi havde en en gang,som var så stor, at der var en fuglerede deri–det år havde vi løvstikke nok!!
    Big mom.

    Like

Der er lukket for kommentarer.