Klapsammen-sandwichboller

Mens lyden af dyb hundesnorken driver op ad trappen her mandag morgen, sidder jeg ved computeren og tænker på frokost. En god frokost kan være mange ting. Det afhænger af, hvem man er, hvor man er, vejret, situationen og en hel masse andet.

For hunden er en god frokost lig med det, man nu kan tigge sig til. For katten ligeså – men det skal være nu – så hold op med at skrive på den computer og kom ned i køkkenet!

For en franskmand er det noget med flere retter og et par timer på langs. Til jul er det julefrokosten med det hele.

For mig er det en god sandwich. En god bolle, smurt med miracle whip, med salat i, et eller andet kød og et eller andet surt. Sure agurker, peberfrugtstrimler i eddike – og måske et par løgringe. Brødet er vigtigt.

Bollen skal være blød, så den ikke drysser for mange krummer. Den skal være stor nok til, at man kun behøver at smøre én.  Den skal have noget groft i sig, så man ikke bliver sulten igen efter en time. Og så skal den selvfølgelig smage godt i sig selv.

De krav kan denne klapsammen-sandwichbolle sagtens leve op til.

1 pk gær
4 dl vand
2 æg
50 g solsikkekerner
100 g fuldkornshvedemel + lidt til drys
750 g hvedemel – af god bagekvalitet
1,5 tsk salt
1,5 tsk sukker – til at give gæren noget at leve af

Rør gæren ud i vandet, tilsæt solsikkekerner, salt, sukker og de to æg. Tilsæt fuldkornsmelet og rør lidt rundt. Tilsæt til sidst hvedemelet og ælt til en smidig dej, der skal hæve en times tid.

Vend dejen ud på bordet og del den i 10. Flad hver del ud til en oval, fold ovalen sammen på midten.

Læg dem på bagepapir på en bageplade og lad dem efterhæve endnu en times tid. Pensl med æg og drys med lidt mere fuldkornsmel.

Bag ved 200 i 15 – 17 minutter.

Så er frokosten serveret. Her på tallerken. Pakket ind i film og gnavet undervejs er mindst ligeså godt. På arbejde – på stranden.  ‘Til picnic, til hverdag til fest – en god sandwichbolle er bedst’ – nå nu løber poesien da helt af med mig – jeg må hellere slutte og ønske

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.