Aubergine med tomat og parmesan

På vores ferie til Sicilien fik vi en ret med auberginer lagt i lag med tomatsovs og revet parmesan mellem lagene. Den smeltede på tungen og smagte, så englene synger. Efter et par timer begyndte vi bare at få den der fæle fornemmelse af at have spist frituremad. Hvor kom den fra? Vi havde jo kun spist grillet fisk og så de der auberginer?

Snydt. Vel havde vi ej. Det viste en opskrift i den sicilianske kogebog, jeg faldt for i lufthavnen.

Auberginerne var nemlig stegt i rigeligt med olie, før de mødte parmesanen og tomatsovsen. Det smagte godt, men det gav mavekneb. Bondemanden – her i sin rolle som gourmet og bjergvejschauffør – betroede mig opgaven at finde på en opskrift, der smagte lige så godt – bare uden bivirkningerne. Det var faktisk ganske enkelt.

Tricket er først at udvande auberginerne og derefter stege dem på en tør pande. Ligesom ved auberginesalaten.

Start med at skære auberginen i skiver, drysse skiverne med salt og lade dem trække i en times tid. Skyl dem og steg dem på en tør tefalpande – ved middelvarme – til de bliver gennemstegte og bløde.

Lav imens en tomatsovs:

1 lille hakket løg
2 fed hakket hvidløg
En håndfuld hakket frisk basilikum
1 dåse hakkede tomater
Olivenolie
Salt – et nip sukker og et lille skvæt æbleeddike.

Steg løg og hvidløg i olivenolie, til de bliver klare. Tilsæt tomaterne, et nip sukker og et lille skvæt æbleeddike. Det giver både den syrlighed og sødme, som dåsetomater tit mangler. Lad det koge stille, mens auberginerne steger, og tilsæt til sidst den hakkede basilikum.

Riv et par spiseskefulde parmesan på den fine side af rivejernet.

Find et lille ovnfast fad, smør det med olivenolie og læg et lag auberginer i bunden. Fordel tomatsovs over, drys med revet parmesan og gentag, til der ikke er mere at fordele. Slut med tomatsovs og ost.

Sæt fadet i ovnen på 200 i et kvarters tid, til tomatsovsen bobler, og osten er smeltet og lysebrun.

Mens solen gik ned på så smuk en vis…

…at ét billede ikke var nok…

…spiste vi rub og stub. Og fik ikke mavepine.

God torsdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.

1 thought on “Aubergine med tomat og parmesan”

Der er lukket for kommentarer.