‘Hævn er en ret, der nydes bedst kold’, sagde den grimme skurk i en film. Jeg har glemt filmen, men ikke vendingen.
Suppe kan jeg nu bedst lide varm. Også brændenældesuppe, der må være den ultimative hævn over den vækst, der hver sommer er skyld i, at mine fingre, arme og ben brænder og stikker næsten konstant.
Søndag formiddag så jeg det. De var igen begyndt at stikke deres forhadte hoveder frem mellem hindbærrene, hvor de stortrives og er næsten umulige at udrydde.
Kæmpestore bliver de – mandshøje og menneskeædende.
En plan tog form – jeg ville æde dem, før de åd mig. Så ku’ de lære det.
Det tog ikke lang tid at plukke en lille skål af de små bitte, nedrigt sviende, topskud.
Godt, jeg fik nye og hele arbejdshandsker i julegave.
Så var det bare at digte en suppe, for brændenælder alene gør det ikke. Der skal lidt mere til.
Man skal bruge:
1 liter god suppe
1 gulerod
3 kartofler
1 lille stykke selleri
1 porre
3 fed hvidløg
Lidt fløde
og brændenælderne
Grøntsagerne renses, skæres i småstykker og koger møre i suppen.
Brændenælderne skylles grundigt i flere hold vand og overhældes med kogende vand, så de bliver knap så prikne. Når grøntsagerne er næsten møre, kommer man brændenælderne i og lader dem koge med i en fem minutters tid. Det hele blendes, smages til med salt og peber – og så skal suppen lige have en sjat fløde. Bare for at gøre den fløjlsblød – fløjlsbløde brændenælder. Så fik de lært det.
Hvordan er det ordsproget lyder? Af hævn bliver man sød, men sjældent rig? Man skal ikke smide hævnen ud med badevandet? Lykken står den hævngerrige bi? I hvert fald blev suppen god. Brændenælderne skal nok tage hævn over mig igen senere. Sådan går det, når man starter en vendetta.
God mandag.
Dalsgaard i Skivholme 