Spicy og hot indisk kyllingegryde

I går duftede hele køkkenet som en bedre indisk restaurant. De indiske krydderiblandinger fra Everest Spices, som jeg fik forærende for et par måneder siden, er stadig i testfasen – med forrygende resultater. I går prøvede vi Chicken Masala blandingen og lavede den lækreste, spicy kyllingeret af helt almindeligt, lidt kedeligt kyllingebryst i strimler.

Billede4

Man skal bruge:

300 g kyllingebryst i strimler

Til marinade:
1 spsk fintrevet ingefær

2 fed fintrevet hvidløg
1 tsk gurkemeje
1/2 tsk sambal oelek
4 spsk olie

Til selve retten:
1 rød peber – i små tern

1 stort løg – hakket
200 g blomkål i små buketter eller grofthakket
2 spsk Chicken Masala
1 lille dåse kokosmælk
2 dl vand
Salt og chili til at smage til med
1 håndfuld peanuts
2 spsk hakket frisk koriander
Rapsolie til at stege i

Lav først en marinade af ingefær, hvidløg, gurkemeje, sambal oelek og olie. Vend kyllingestrimlerne i marinaden og lad dem trække i en times tid.

Billede1

Gør grøntsagerne i stand og svits dem på panden med krydderblandingen. Tilsæt kyllingen og svits også kødet grundigt. Hæld kokosmælk og vand på og lad det koge på svagere varme, til kyllingen er gennemstegt, og blomkålen er kogt – men stadig med bid.

Billede2

Rist imens en håndfuld peanuts på en tør pande, og hak en håndfuld koriander.

Smag til og bland peanuts og koriander i retten lige før servering.

Billede3

Spis med ris – og et meget stort glas vand. Det er stærke sager, en varm og fuldkrydret ret.

Jeg har hørt, at man kan købe Everest Spices i indisk/pakistanske forretninger i Danmark. Kan du ikke finde dem, så kig på deres website og gå ind under de enkelte krydderblandinger. Der står, hvad blandingerne indeholder. Det letteste er at tage en god garam masala, der indeholder det meste, og så tilsætte nogle af de andre krydderier fra blandingerne – for eksempel gurkemeje til kyllingen.

Man skal nemlig ikke lade sig slå ud af, at man ikke lige bor i nærheden af de bedste indkøbsmuligheder, hvor alt kan skaffes på en halv time. Det skal man snarere være glad for.

Billede1

Man lærer at improvisere lidt og smage sig frem – og så får man det jo også lige præcis, som man vil have det.

God torsdag.

About these ads

Om Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Hvis du vil vide mere - så læs min blog.
Dette indlæg blev udgivet i Kylling, Lidt af hvert, Opskrifter og tagget , , . Bogmærk permalinket.